Vores valg:
2 ristede med ketchup
Min søn, 9 år, går med raske skridt hen til ekspedienten, hopper op på
en ølkasse for at opnå øjenkontakt og spørger med det mest charmerende
smil "kan jeg be om 2 ristede med ketchup?" Ekspedienten, en ung pige,
svarer "ja da, skal du have brød til? Min søn svarer "Tak søde. Nej
ingen brød til mig".
Jeg sidder på afstand og betragter, hvad der for alle andre end mig er,
en helt almindelig hverdagssituation og lader tankerne gå 7 år tilbage
til udredningen hvor der med bedrøvede miner blev bekendtgjort overfor
os at vores barn nok aldrig vil kunne udvikle verbalt sprog og at vi
måtte forvente at skulle anbringe ham på en døgninstitution når han blev
for fysisk svær at tumle.
Dengang var min søn et barn som var i dyb disharmoni med omverdenen,
Hans hverdag var præget af massive tvangshandlinger/tanker og voldsomme
selvskadende raserianfald.
Diagnosen lød på infantil autisme og uspecificeret grad af retardering
(idet at man på ingen måde kunne komme i kontakt med barnet så kunne man
ikke bestemme graden af retardering).
Vi besøgte samtlige specialbørnehaver i kommunen, men disse var blot
opbevaringsfaciliteter og kunne på ingen måde hjælpe vores barn til
trivsel.
Vi studerede nøje alle behandlingsmetoder på internettet og faldt bl.a.
over ABA.
Gennem ABA foreningen fik vi arrangeret et studiebesøg i århus hvor vi
fik lov til at observere et barn i ABA behandling og deltage som
observatører i et supervisionsmøde.
Dette studiebesøg fjernede enhver tvivl og vi startede få måneder senere
et superviseret ABA forløb med vores barn.
Vi valgte den metode som i vores optik er den eneste rigtige for vores
barn, nemlig
integration. Vore ambitioner er at vores barn skal have et fuldt
og rigt liv i den almene verden.