Autisme. Hvad nu ?

Erfaringer:

Vores erfaringer med ABA.

I løbet af få dages målrettet og intensiv træning fik vi "forbindelse" ind til vores barn. En fantastisk følelse for første gang at kunne have en meningsfuld social interaktion med sit barn.
Nu begyndte en systematisk opbygning af hans færdigheder. Det var essentielt i vores forløb at vores barn skulle entertaines under træningen i en grad så han higede efter mere træning.
Allerede efter få uger så var det oftest ham der tog initativet til at ville træne idet at han tog min hånd og førte mig ind i træningsværelset og satte sig ved bordet.
Motivatorerene under træningen var i starten legetøj med f.eks blinkende lys eller med lyde, smarties m.m. og gik senere gradvist over i verbal ros og kildeture.
Træningen var i 3 til 5 minutter af gangen med en efterfølgende pause på mindst 5 minutter.
I starten var der behov for meget "en til en" bordtræning hvor basale ting indlæres. Dette følges op med generalisering af det indlærte i hverdagssituationer.
Efterhånden som udviklingen tillader det så bliver en stor del af træningen at inddrage barnet i de daglige gøremål såsom at lave mad, bage en kage, vaske bil, rydde op m.m. 

Min søn er i skrevne stund en 9 årig dreng som stortrives i den almene verden. Han er inkluderet i det almene miljø, har gode venner, går til Ju-Jutsu og fodbold og nyder på alle måder livet i fulde drag. Han har redet på kameler, elefanter, heste, fløjet i store og små flyvemaskiner, snorkeldykket på koralrev i det røde hav, svømmet med delfiner, nydt at være i overfyldte og larmende forlystelsesparker, haft job som international tøjmodel.

Og han nyder det hele i fulde drag.

Hvad er prisen så for sådant et forløb?
Det værste har været en lang og udmarvende kamp om tilstrækkelige støtteresourcer til forløbet.

En god og erfaren Supervisor er essentielt for at man kan foretage den gradvise opbygning af barnets færdigheder i den rigtige rækkefølge.
Uden supervisoren vil det ende med "et skridt frem og 3 skridt tilbage" det meste af tiden og effekten vil være minimal.

At få tildelt ressourcerne betyder ikke at man nu kan læne sig tilbage og vende tilbage til sit gamle liv. Nej. hvis intensiteten skal opretholdes så er det forældrene selv der hele tiden skal lede drive/bære forløbet. Resultaterne er brændstoffet til at foresætte forløbet.

Jeg hører stadig en del "advarsler" imod ABA fra forskellige autismefora. ABA er "farligt". "Man bør ikke forandre individet med autisme" og ikke mindst referater til historiske former for adfærdsbehandling hvori straf indgik som en del af behandlingen.

Til det vil jeg sige at ABA på ingen måde er farligt eller at den på magisk vis fjerner personligheden fra individet. Behandlingen gør individet i stand til bedre at kunne aflæse den almene verden og ikke mindst til at trives i den.

For at kunne udtale sig negativt om en behandlingsform så burde man som minimum forvente en vis indsigt i behandlingformen.

Vi har haft talrige studiebesøg af både fagpersoner og forældre og vi har aldrig hørt et negativt ord fra dem efter at de har oplevet hvordan ABA praktiseres i Danmark.
Mange af de besøgende forældre er efterfølgende selv kommet godt igang med et ABA forløb.

En del fagfolk, forældre og voksne med en diagnose indenfor autismespektret gør meget ud af at opdele "autister" og "normale". Det kan jeg på ingen måde tilslutte mig. Vi er allesammen mennesker, diagnose eller ej, og vi har allesammen ret til at kunne trives og deltage i den almene verden.
Fordi at man har en diagnose så bør man ikke fritages for at skulle opdrages og fra en akademisk indlæring.
Det er her at ABA er et nyttigt værktøj som har bevirket at min kære søn i dag er en "helt almindelig" dreng med sin autisme.
Og ja, inden for et par år vil PPR måske kunnne teste ham og måske konkludere at han har er uden for autismespektret. Men han er på ingen måde forandret. Hans "autisme" er der uforandret, men han kan agere ligesom alle os andre "normale" som også i mere eller mindre grad går og gemmer på "autistiske tilbøjeligheder"